Præsidentvalget 2020: Trump vs Biden

Der er meget på spil i USA i øjeblikket, og nogle kalder det forestående præsidentvalg et af de vigtigste nogensinde. Forretningsmanden og republikaneren Donald Trump forsøger at forsvare præsidentposten mod demokraten Joe Biden. De to kandidater repræsenterer ikke bare hvert sit parti men også hver sin rolle i en metafor, der i følge lingvisten George Lakoff, omkranser hele den politiske debat i USA: nationen er en familie.

“The strict father” og “the nurturing mother”

I denne metafor har vi to forældremodeller: “the strict father” og “the nurturing mother”. “The strict father” er autoriteten i en traditionel familie, hvor regler, disciplin, opdragelse, belønning og straf er nøgleord. “The nurturing mother” er, på lige vilkår med sin partner, ansvarlig for at fremme retfærdighed, frihed, samarbejde, samfundssind og ansvar for sig selv og andre.

Hvis nu vi siger, at folket er børnene og regeringen er forældrene, har I så allerede gættet, hvilken metaforisk model Trump og Biden læner sig op ad? I følge Lakoff kan man helt generelt sige, at republikanerne og dermed Trump tilhører “the strict father”-modellen, og demokraterne og dermed Biden tilhører “the nurturing mother”-modellen. Og hvordan kommer det så til udtryk? Det undersøgte jeg lidt nærmere i 2016, da Trump vandt præsidentvalget over Hillary Clinton. Mange af resultaterne fra min korpuslingvistiske undersøgelse har jeg også set udspille sig her i 2020-valgkampen, så de er derfor stadig ganske relevante.

Framing: fjender og familie

“Framing” (indramning) er et enormt kraftfuldt værktøj, der bruges og udnyttes i politik verden over. Når et fænomen frames, vælger man at fremhæve visse aspekter, der skaber nogle bestemte associationer hos modtageren og dermed promoverer et givent sysnspunkt.

Et eksempel, som jeg altid tænker på, når framing bliver nævnt, er den omdiskuterede “betalingsring”, der aldrig endte med at blive til noget. Var det på grund af den måde, hvorpå den blev framet? Måske, måske ikke. Men det har i hvert fald ikke hjulpet på folks opfattelse og velvilje, at man kaldte den “BETALINGSring”. Åh, det lyder dyrt. Får du ikke helt gåsehud af at tænke på, hvad det nu er, du skal betale for? Staten vil bare tage vores penge og gøre det besværligt for os at komme ind til byen. Sådan en ring gider vi ikke have. Men havde man nu valgt at kalde den “miljøring” eller “miljøzone”, ville vi have fået helt andre associationer. Kan du mærke det? Vi skåner miljøet, ren luft, mindre trængsel – det vil vi altså i langt højere grad støtte og endda betale for.

Tilbage til præsidentvalget. Trump er enormt dygtig til at frame sin diskurs. Han ved hvilke ord, han skal bruge og ikke mindst gentage om et givent fænomen for at skabe de rette associationer til hans fordel. Noget af det, han gør aller mest og aller bedst, er at skabe en fjende-frame (ja, det lyder ikke så lækkert på dansk, men “fjende-indramning” er heller ikke så god). Har du bemærket, at han altid har en pegefinger klar til at udpege ham, hende, dem, dem og dem som skurke?

I 2016 beskyldte han Hillary for at være en løgner, en kriminel, også selvom FBI ikke havde fundet beviser til at rejse sigtelse mod hende. Men ved at gentage, at Hillary er en løgner, hun lyver, hun er kriminel, en svindler, hun skal i fængsel – ja, så begynder sandheden altså at være lige meget. Helt ubevidst kommer man til at associere hende med den frame, Trump har skabt.

Det samme gælder under dette præsidentvalg. Her er det bare Biden og hans familie, der er løgnere og bedragere. Og da Biden spurgte ind til Trumps håndtering af coronaviruspandemien, var det selvfølgelig alt sammen Kinas skyld.

Ved at udpege en fjende får Trump automatisk sig selv til at fremstå som det modsatte, nemlig en helt. En stærk, faderlig karakter, der nok skal sørge for at få styr på tropperne – hvis han bliver valgt. Han bruger dermed frygt og ikke mindst mistillid til at sælge sig selv (husk på, han er en forretningsmand). Han tegner et billede af en farlig verden fyldt med fjender, og han er den eneste, der kan redde amerikanerne fra de onde kræfter, der er på spil.

Det er faktisk også derfor, at der er enormt mange latinoer, der stemmer på Trump. Ja, du læste rigtigt. Latinoer der kommer fra totalitære regimer stemmer ofte på en “strict father”-karakter, da de slet ikke kan forestille sig, at et inkluderende demokrati kan fungere, uden der opstår kaos og optøjer. De har brug for en tydelig autoritet, der kan opdrage og bestemme.

Donald Trump

I den anden boldgade har vi demokraterne, der forsøger at skære igennem med deres blødere værdier. I 2016 skabte Hillary en familie-frame, der skulle understøtte sloganet “Stronger Together”. Hun brugte ordet “familie” gentagende gange sammen med ord som “støtte”, “børn” og “sammen”, og så gjorde hun det fornuftige at afslutte alle sine debatter med at gentage “familier” op til flere gange for at sikre sig, at denne frame rodfæstede sig hos vælgerne. Hillary brugte pronomenerne “jeg”, “vi” og “os” til at forstærke sin familie-frame (VI er SAMMEN om det her), mens Trump brugte og bruger “jeg” og “dem” til at forstærke sin fjende-frame (det er HAM mod FJENDERNE).

Biden bruger også det mere inkluderende “vi” i langt højere grad end Trump. Han taler meget om familie og gjorde noget strategisk klogt i den anden debat. Da Trump forsøgte at inkludere ordet “familie” i sin fjende-frame (ved at beskylde Biden og hans familie for at have fiflet med nogle penge), kiggede Biden ind i kameraet og sagde:

It’s not about his family and my family. It’s about your family, and your family’s hurting badly. If you’re a middle-class family, you’re getting hurt badly right now.

Det er altså noget, folk kan lide at høre – også selvom der er nogle, der måske synes, det blev lidt for meget af det gode. Men har det ikke været det, der har manglet under denne valgkamp? Og er det i virkeligheden ikke nærmest altid det, der mangler i den politiske debat? At folket bliver set – og føler sig set, og at det hele ikke går op i framing, beskyldninger, vindere og tabere (tænk bare på me too-debatten herhjemme). Der var højst sandsynligt en snært af politik bag Bidens udtalelse, men jeg synes personligt, det var rart, at der var en, der henvendte sig til de fortvivlede og splittede amerikanere.

Biden har også sundhedspleje stående højt på sin dagsorden, hvilket passer godt ind i “the nurturing mother”-metaforen og de værdier, den er bygget op omkring.

Læsbarhedsanalyse

I min korpuslingvistiske undersøgelse af de tre debatter fra 2016, lavede jeg en læsbarhedsanalyse af de to kandidaters ytringer. Jeg har lavet det samme denne gang – godt nok kun af et udpluk af den anden debat mellem Trump og Biden, men de konklusioner, jeg kan drage ud fra dette, stemmer fuldstændig overens med mine resultater fra 2016.

Som man kan se i nedenstående tabel, taler Trump, ikke overraskende, mere end sin modpart – selv når det bliver indført, at modpartens mikrofon slukkes, når et spørgsmål besvares af en af kandidaterne. Trumps sætninger består i gennemsnit af knap 10 ord, hvor Bidens er oppe på knap 12. Bidens sætninger indeholder ca. 16 stavelser, hvor Trumps indeholder ca. 13. Dette indikerer, at Biden bruger længere og mere komplicerede sætninger og ord end Trump, hvilket også kommer til udtryk i Lixtallet, som hos Trump er 25 mod Bidens 27. Derudover viser analysen også hvilket gennemsnitligt, amerikansk klassetrin du skal være på, for at kunne forstå det, de siger. Her ses også en tydelig forskel.

 TrumpBiden
Ord33312727
Sætninger338230
Stavelser44903718
Lixtal2527
Gennemsnitligt klassetrin (US)4,25,1

And the winner is…

Trump er altså nemmere at forstå end sin modstander, og taler måske derfor mere til arbejderne og underklassen i USA. Og så er han dygtig til at bruge frygt som virkemiddel og portrætterer sig dermed som “a strict father”, som folket har brug for til at redde nationen fra fjenden. Biden står derimod stærkt med sin familie-frame og fokus på at få etableret et ordentligt sundhedssystem. Han taler mere til de veluddannede og middelklassen, og formår at fremstå som en “nurturing parent”, der ønsker at samle nationen frem for at splitte den.

Det bliver spændende at se, hvem amerikanerne vælger. Jeg håber på nye og bedre tider for USA – og resten af verden for den sags skyld.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *